8 min læsetid
ArbejdsmiljøPrisen: Her er arbejdsmiljøets Superliga
Nu er der 12 tilbage i kampen om ArbejdsmiljøPrisen 2014. Læs om de arbejdspladser der har været særlig gode til at sætte fokus på arbejdsmiljø.

ArbejdsmiljøPrisen sætter fokus på det gode arbejdsmiljø og de arbejdspladser, der blandt andet har været særligt gode til at skabe trivsel for medarbejdere, nedbringe arbejdsulykker og forebygge vold.
ArbejdsmiljøPrisen ligger lige om hjørnet, 12 nomineret er nu fundet og skal kæmpe om prisen, der uddeles under fire emner: Arbejdsulykker, Muskelskeletpåvirkninger, Psykisk arbejdsmiljø og Arbejdsmiljø som strategisk element.
ArbejdsmiljøPrisen uddeles den 27. november 2014. Læs mere om ArbejdsmiljøPrisen her.
De nominerede er:
1. Arbejdsulykker
Botilbuddet Lyngdal: Nu frygter de ansatte ikke længere vold og overfald på arbejdet
Voldsregistreringerne pr. beboer faldet fra 72 registreringer i 2011 til bare ni registreringer i de første otte måneder af 2014 til gavn for både de ansatte og beboerne. En ny pædagogisk tilgang og faste handleanvisninger sikrer, at beboerne kan trække på deres stærke sider og kompenseres for deres svage færdigheder. Det giver ro og tryghed og minimerer den udadrettede adfærd.
DONG Energy: Laveste antal arbejdsulykker i DONG Energys historie
Gennem workshoppen ”Safety through the line” er virksomheden nået ud til 6.000 medarbejdere og har opnået et fald i ulykkesfrekvensen på 40 %. Dermed har man knækket kurven for ulykkesfrekvensen, der hidtil havde stabiliseret sig på et konstant niveau.
ISS Food Hygiene: Markant fald i ulykker og fraværsdage hos de, der sikrer vores fødevaresikkerhed
ISS Food Hygiene varetager dagligt rengøringen på 70 danske fødevarevirksomheder. Her har fødevaresikkerheden høj prioritet, men også medarbejdernes sikkerhed har været i centrum for ISS, hvor har man nedbragt glide- og faldeulykker med 59 % i forhold til sidste år. Små film, korte tekster på flere sprog og en Sikker job vurdering til samtlige 700 medarbejdere har gjort det lettere for medarbejderne at følge sikkerhedsanvisningerne og at tage ansvar for egen og andres sikkerhed.
2. Muskelskeletpåvirkninger
Tandplejen i Helsingør Kommune: Færre nakke- og rygproblemer og en fælles bevidsthed om arbejdsstillinger
Hos tandplejen i Helsingør er det en daglig udfordring at få tandlægeudstyr, designet til voksne patienter, til at passe til størrelsen på en barnemund og samtidig sikre en fornuftig arbejdsstilling for tandlæger og klinikassistenter. Den udfordring har man nu løst i samarbejde med en ergoterapeut, der sammen med medarbejderne har fået sat fokus på dårlige vaner og forkerte arbejdsstillinger i en travl hverdag. Indsatsen har ledt til en tydelig ændret adfærd i forebyggelsen, og en stor del af medarbejderne har allerede oplevet en forbedring i tidligere oplevede nakke- og rygproblemer.
Center for Senhjerneskade, Kolding: Langt færre arbejdsskader og større tryghed for både medarbejdere og borgere
På Centeret for Senhjerneskade i Kolding, har en mangeårig indsat nu betydet, at der er loftslifte i alle lejligheder og forflytningsvejledninger for hver enkelt borger. Derved er man gået fra at registrere forflytningsskader til i stedet at forebygge, analysere og lære af forflytningsskaderne, mens borgerne oplever større værdighed og forudsigelighed. Uddannelse af forflytningsvejledere skal sikre medarbejdernes fokus på de hensigtsmæssige forflytninger, og ved at lade vejlederfunktionen gå på skift mellem de ansatte skærpes opmærksomheden omkring den gode forflytning

Skab arbejdspladser man vil blive på
Et godt psykisk arbejdsmiljø er afgørende for lavere personaleomsætning og godt samarbejde – SPARK kan hjælpe jer på vej.
Læs artiklenAarhus Universitetshospital: Bredt fokus på at forebygge nedslidning hjælper alle medarbejdergrupper
Alt arbejde på Aarhus Universitetshospital skal kunne udføres uden risici for nedslidning. På en fælles hjemmeside, www.forflyt.auh.dk, sætter hospitalet derfor fokus på medarbejdernes brug af hjælpemidler til forflytning af patienter. Brugen af hjælpemidler giver ikke alene et markant fald i lænde- og rygbesvær, men også i voldsepisoder i forbindelse med forflytninger. For kontorpersonalet har man sat fokus på arbejdspladsens indretning, så færre oplever smerte i nakke og skuldre, mens to minutters daglig elastiktræning både giver bedre fysik og godt socialt samvær på kontoret. D
3. Psykisk arbejdsmiljø
Netto A/S: Fuldt fokus på den sidste time inden lukketid forebygger røverier
Netto har med ”NettoCare” i 2014 sat fokus på forebyggelse, konflikthåndtering, opgradering af sikkerhedsudstyr i særligt udsatte områder og på ekstra støtte til medarbejdere, der trods indsatsen udsættes for voldsomme oplevelser.
Socialstyrelsen: Skærpet fokus på forebyggelse giver mindre stress og lavere sygefravær
En stor opgavebelastning og en oplevelse af manglende støtte fra ledelsen til fordeling og prioritering af opgaver viste sig at være store stressfaktorer i Socialstyrelsen. Åben dialog, temadage om forebyggelse og tilbud om kurser i mindfulness har hjulpet til at afbøde oplevelsen af stress hos medarbejderne. Derigennem har man også nedbragt sygefraværet i styrelsen betydeligt.
Herning Kommune – DRIFT: Medarbejdertrivsel og konstruktiv dialog på menuen
I Herning bruger man værktøjet Happy Meet både til at definere det gode arbejdsmiljø og til at inddrage medarbejderne aktivt. Det har givet en mere åben dialog om psykisk arbejdsmiljø og en mere systematisk måde at arbejde med konklusionerne fra arbejdspladsvurderingen på. En stor gul kasse fungerer som dialogværktøj til at strukturere samtalen og til at sikre, at alle bliver aktivt involveret. Håndgribelige objekter hjælper efterfølgende ledelsen til at overskue mødets konklusioner

Medarbejdere skaber godt arbejdsmiljø og god økonomi
I hjemmeplejen i Helsingør har medarbejderne og ledelsen taget en markant drejning, der har optimeret medindflydelseskulturen.
Læs artiklen4. Arbejdsmiljø som strategisk element
Arla Foods Amba, Hovedkontor: Mindre stress og involvering af samtlige 1.300 medarbejdere
Et markant fald på 20 procentpoint i medarbejdernes oplevede stress er det første synlige resultat af en omfattende arbejdsmiljøindsats, der involverer alle medarbejdere i Arla Foods’ hovedkontor. Her har samarbejds- og arbejdsmiljøorganisationen styrket arbejdsmiljøindsatsen og igangsat projekter med fokuspå stress og trivsel, ulykker og tilløb til ulykker, mobning samt sundhedsfremme og afklaring af roller og ansvar. Med bl.a. gå-hjem-møder, infoskærme på husets kaffemaskiner, og en nyudviklet app for tilløb til arbejdsulykker, vil man give synligt tid til arbejdsmiljøet.
Arriva Danmark A/S: Glade medarbejdere, 62 % færre arbejdsulykker og 10 mio. kr. sparet
Det kan godt betale sig at indtænke arbejdsmiljø i virksomhedens forretningsfunktioner. For Arriva har et fokus på arbejdsmiljø ikke alene givet tilfredse medarbejdere, men også reduceret arbejdsulykker med 62% svarende til en besparelse på ca. 10 mio. kr. Samtidig har virksomhedens arbejdsmiljøcertificering givet Arriva en klar konkurrencefordel, når de offentlige udbud skal vindes. Disse resultater er skabt igennem en række indsatser, der bl.a. har givet chaufførerne redskaber til at håndtere konflikter med passagerer. Samtidig analyseres og kortlægges busruterne nu for at markere de steder, hvor der er størst risiko for ulykker.
Vollsmose Sekretariatet: Bedre rustet til at håndtere de boligsociale udfordringer i Vollsmose
Et godt arbejdsmiljø er et altafgørende element for, at Vollsmose Sekretariatet kan lykkes med at hjælpe udsatte samfundsborgere. Den daglige indsats foregår i et opsøgende og udadvendt forhold til beboere, hvor sekretariatets medarbejdere møder dem ved køkkenbordene, i lejlighederne og i ungemiljøet. Det stiller store krav til medarbejderne, og det har stor betydning, at de trives og føler tryghed i deres arbejdsopgaver og i det tætte relationsarbejde. Fra organisationens start i 2012 har man derfor bl.a. arbejdet med god ledelses- og mødestruktur samt anerkendelse mellem kollegerne.
Mere om ArbejdsmiljøPrisen
Det er niende gang at Arbejdsmiljørådet kårer Danmarks bedste arbejdsmiljøindsatser.
Nominerede og vindere udvælges af en dommerkomité, der består af formanden for rådet og repræsentanter fra DA, LO, KL, FTF, Lederne og Akademikerne.
Arbejdsmiljørådet er det forum, hvor arbejdsmarkedets parter samarbejder om den fortsatte udvikling af rammerne for et sikkert og sundt arbejdsmiljø i Danmark.




