4 min læsetid
Tag godt imod din nye kollega
Det er vigtigt at give et godt førstehåndsindtryk af arbejdspladsen til en ny medarbejder. Derfor kan I med fordel planlægge en god introduktion, allerede inden den nye kollega starter.

Med en god introduktion til arbejdspladsen kommer den nye medarbejder og kollega hurtigere til at føle sig godt tilpas og kommer hurtigere i gang med sine arbejdsopgaver. Det er en investering, der hurtigt kommer arbejdspladsen til gode.
Forskellige læringsmåder
Selvom I kan forberede en del ting, inden den nye medarbejder starter, så husk, at alle lærer på forskellige måder. Derfor er det en god ide, hvis I tilpasser introduktionsforløbet efter den nye medarbejder.
Spørg ind til, hvordan han eller hun lærer bedst, så og tilrettelæg forløbet efter det. For eksempel kan det være svært at sætte sig ind i et IT-system ved at kigge på, at en anden bruger det. De fleste skal selv have fingrene i det for at lære det at kende.
Information ud til kollegerne
Noget af det vigtigste er, at alle kollegaerne og lederen ved, hvornår den nye medarbejder starter. Og at der er en arbejdsplads klar til vedkommende. Computer, nøgler, telefon, log in og så videre skal være klar til den første arbejdsdag.
På selve dagen kan I for eksempel holde møde med morgenmad eller sætte en buket blomster og et lille kort på den nyes skrivebord. Det handler om at give den nye medarbejder en introduktion både til det faglige, men også til det sociale.
Velkomstprogram
Den nye medarbejder skal føle, at han eller hun er højt prioriteret den første dag. Lav et velkomstprogram, der beskriver hvem, hvad og hvornår tingene skal ske på den første dag. Det er også for jeres egen skyld.
Den første dag går som regel med, at I viser, hvor de forskellige sidder, hvor kantinen og toiletterne er og så videre. Her er det oplagt at fortælle lidt om arbejdspladsens historie, jeres traditioner, rutiner, regler, forretningsopgaver, mål og visioner. Kort sagt: fortæl lidt om jeres arbejdskultur.
Gør informationen overskuelig
Der skal også være en introduktion til alt det praktiske: IT-systemer, kalendere, forsikring, pension, tillidsrepræsentant og andre formelle ting. Derfor er det en god idé at lave en introduktionsmappe med de mest nødvendige oplysninger.
Som ny for man ofte mange informationer de første dage på arbejdet. Gør mængden af information mere overskuelig ved at lave en oversigt over kollegerne, hvad de hedder, deres kompetencer eller videnområder, telefonnumre og e-mails. I kan have en standardskabelon på intranettet med oplysningerne, og skrive proceduren for velkomst ind i personalepolitiken, så I ikke skal lave en ny liste hver gang.

Hvad er en personalepolitik
En personalepolitik er en ramme for, hvordan ledelsen skal behandle medarbejderne, og hvordan medarbejderne skal behandle hinanden.
Læs artiklenForventningsafstemning
I løbet af den første uge skal den nye kollega selvfølgelig sættes ind i, hvilke arbejdsopgaver han eller hun skal løse på sigt. Tag en snak og afstem forventningerne om, hvem han eller hun skal samarbejde med internt og eksternt, hvilke kvalitetskrav der er, og hvilke forventninger I har til hinanden.
Som leder bør du bruge den unikke mulighed, det er at få en ny ind på arbejdspladsen. For man bliver hurtigt blind over for sin egen arbejdskultur, når man først er en del af den. Så bed den nye kollega om at notere sig, hvilke ting der fungerer godt, og hvilke ting personen undrer sig over.
Det sociale aspekt
Det kan gøre en kæmpe forskel for en ny medarbejder, at de nye kolleger viser opmærksomhed og byder velkommen. Det kan virke banalt, men det får den nye medarbejder til at føle sig mere velkommen, hvis I husker at sige, at vedkommende må sige til, hvis der er brug for hjælp.
Arranger gerne noget socialt efter arbejdstiden, inden for de første 14 dage, så I kan lære hinanden bedre at kende.
Kort fortalt
- Tag højde for, at alle lærer forskelligt, når I planlægger introduktionsforløbet.
- Lav et velkomstprogram, der beskriver hvem, hvad og hvornår tingene skal ske på den første dag.
- Lav en introduktionsmappe med de vigtigste oplysninger.
- Afstem forventningerne til arbejdet med den nye medarbejder.
- Gør noget socialt sammen, så I kan lærer hinanden at kende.




